Vinteren
er over os og mangen en solskinshungrende dansker
drømmer sig tilbage til sommerens grønne
koncerter, der i år slog alle rekorder. Med et
velsmurt repertoire bestående af Østkyst
Hustlers, Poul Krebs, Thomas Helmig og TV-2, der som
hovednavn hver gang afsluttede festlighederne, trak
Muskelsvindfondens koncerter tilsat et godt dansk
sommervejr flere besøgende end nogensinde
før.
TV-2 havde skabt en flot kulisse
med en Grønlandsinspireret sceneopsætning,
som fik Steffen Brandt til at fremstå som kaptajn
på et kæmpe skib, der med sin altid
pålidelige besætning var på vej mod
fjerne horisonter. Tikilluaritsi - en
kærlighedserklæring til Grønland - var
startskuddet ved alle syv Grøn
Koncert-arrangementer. Nummeret blev på smukkeste
vis ledsaget af egne videooptagelser fra bandets ture til
isbjørnenes land, serveret på en kolosal TV-
skærm ved siden af scenen, der sørgede for
at selv den mest nærsynede ungersvend kunne
følge med.
En blandt flere overraskelser
var lagt som første ekstranummer, hvor en
umådelig velklædt harmonika-virtuos ved navn
Lelo Nica spillede op til dans. Det var Alt hvad hun
ville var at danse, der i anledning af sommeren og
på bedste vis blev tilført ekstra
humør og danseglæde.
Steffen Brandt var som altid
voldsomt veloplagt med sine skøre indslag
såsom en lille parodi på Lykkehjulet hvor man
kunne købe en vokal til konsonanterne GR N K NC
RT. Også da han nøje instruerede publikum i
hvordan man fugtede læberne: "1, 2, 3, FUGT!"
lød det, og det gjorde vi så, hvorefter alle
forsøgte at fløjte. At det ikke lød
ufattelig godt siger sig selv, men u-ha det var
sjovt...
Nemmere
at få fat i publikum
Ved koncerten i Blokhus den 17.
juli, bad vi trommeslager Gaul og kapelmester Brandt
kommentere årets tour de Grøn Koncert. Hvad
er jeres indtryk af Grøn Koncert i år? - Der
har været en suveræn god stemning, publikum
har virket mindre fulde og mere interesserede, så
det har været nemmere at få fat i dem, siger
Steffen. - Det gode vejr har også været med
til at give alle, inklusive os selv en kanon oplevelse,
tilføjer Sven. Hvem er Lelo Nica
(gæstesolisten)? - Ham hørte vi i
forbindelse med et Verdensmusikprojekt, oplyser Sven. -
Han er fra det tidligere ex-ex-Jugoslavien. Vi er glade
for vi fik ham med, og så kom han jo kun for sent
til ekstranummeret én enkelt gang (i Odense,
red.), griner Steffen. Er I klar over at jeres crew
omtaler jer som onklerne? Hvor længe kan I blive
ved? - Ha-ha, vi må vist lige have en alvorlig snak
med dem! Vi har ingen planer om at holde så
længe vi kan stå oprejst - jeg kunne
forestille mig, at det sidste album kommer til at hedde
"Dead Man Walking", afrunder Steffen, da det bliver tid
til at gå på scenen i det nordjyske.
TV-2's
anarkistiske opgør
med det politisk korrekte
Af Johannes Andersen,
Aalborg
Steffen
Brandts tekster til TV-2's sange er ikke bare friske ord,
der er gode at synge med på. De er også
reflektioner over den tid, hvor de blev til i. Noget der
bliver tydeligere og tydeligere, jo mere tiden går.
Og så har de en indbygget anarkisme, som
fortæller om en tekstforfatter, der vil sige alt
muligt andet end netop det man burde sige.
Toyotaen
skal pilles fra hinanden
Det startede på den
første plade, Fantastiske Toyota. De fleste
tekster herfra er børn af 70'ernes
ideologikritiske ambitioner. Det var en tid, hvor alle
flade meninger skulle afsløres. Hvor alle
magthavere skulle stilles til offentligt skue. Og hvor
alle manipulationer skulle rives fra hinanden.
Man har selvfølgelig ikke
fri en mandag morgen. Man tar fri. Stedet kan måske
være Moesgaard Strand, hvor der både er en
å og et fiskerhus. Men det centrale er bilen.
Sådan en fantastisk Toyota skal pilles fra
hinanden. Den er jo ikke mere fantastisk end andre biler,
som den vist nok også ligner. Alligevel - som et
brud med tidens hang til det politisk korrekte - lader
den »naive« Steffen Brandt sig fascinere. I
hvert fald nok til at han bruger bilen til et
gennemtrængende omkvæd, hvor dobbeltheden
slår igennem: på den ene side med en
markering af, at det er latterligt at omtale en bil som
så fantastisk, og på den anden side med en
indrømmelse af, at den i hvert fald er så
fantastisk, at den kan fungere som bindeled for en hel
plade, med den dengang debuterende gruppe TV-2.
80'erne
og kvinderne
I 80'erne var Steffen
Brandts tekster fyldt med kvinder. Eller rettere, de var
fyldt med opfattelser af, hvordan man mest korrekt kan
opfatte kvinder. Hvilket strengt taget ikke var nemt. I
60'erne og 70'erne havde den stået på
kvindefrigørelse og ligestilling på
arbejdsmarkedet. I 80'erne blev det temmelig trivielt for
en hel del kvinder, og derfor drejede de
kvindebevægelsen ind i nye baner, hvor nye sider af
kvindeligheden skulle afprøves. Hvis mændene
ikke kunne forstå det, så var de dominerende
og ikke værd at samle på. En holdning der i
den grad blev politisk korrekt, for det var jo en
undertrykt gruppe (kvinder), der var tale om. Det var
ikke nemt at forstå, men alt for mange (især
mænd) hold mund med deres forvirrede overvejelser.
Undtagen Steffen Brandt, der med snedige verselinier fik
spiddet 80'ernes korrekte tone.
I teksten til Tidens Kvinder kan
manden både det ene og det andet. Og man fornemmer
et eller andet sted, at Steffen Brandt på et eller
andet tidspunkt har været udsat for et
forsøg på at lære at strikke. Derimod
er det nok temmelig vanskeligt for en hel del af os at
forestille os Steffen Brandt og noget med
håndværk. Der er næppe ret mange der
har set den gode Steffen, stående der i baghaven i
Sjællandsgade, med en hammer, boremaskine og
vaterpas, mens han tålmodigt bygger egen udestue,
og fruen i huset vimser frem og tilbage med ivrige
opmuntringer. Og pointen i teksten er tilsyneladende god
nok: Vi mænd skal nok være der, når den
undertrykke kvinde kræver mere retfærdighed.
Men så punkteres det hele til sidst i
omkvædet, med et forsigtigt krav om, at næste
gang nye mål for undetrykkelse skal luftes, vil vi
godt advares i god tid. Underforstået:
mændene tror ikke meget på kvinderne. De har
reduceret sig selv til forvirrede og lallende individer,
der ikke ved hvad de går efter.
Det bliver endnu tydeligere i en
stribe af andre tekster fra 80'erne, der kredser om
frihed. Eksempelvis: Fri som fuglen, Nærmest
lykkelig og især Rejsen til Rio. Her pilles der ved
den opfattelse af frihed, hvor det handler om en
tilværelse helt uden bånd og forpligtelser.
Det fører direkte over i sange om forpligtelser og
om at finde glæden ved de små ting i
tilværelsen. Noget der fornemt antydes i
Nærmest Lykkelig, og som siden har stået
centralt for mange af 90'ernes sange. Her handler det
ikke så meget om endnu engang at demonstrere den
anarkistiske lyst til at gå mod det politisk
korrekte, men derimod om selv at søge en form for
personlig fornuft.
Historien,
solbrillen og
sandalen
Det er blevet tid til forundring, til selvkritik, og
til en påmindelse om, at man ikke må glemme
de store linier i verdenshistorien. Steffen Brandt har
været på ferie, og her oplevet det uendelige
store og små på en og samme tid. Og så
er der alligevel brod mod det korrekte: Se lige på
turistbillederne igen, og fortæl så dig selv,
hvad det er du går så meget op i, når
du er ude og rejse.
TV-2 har bedre end de fleste
danske grupper formået at fange tidens tand i tre
årtier. Ikke ved selv at være på
forkanten og en del af fronterne, men ved hele tiden at
pille ved det, som hvert årti har ment var det mest
korrekte. Med Steffen Brandts charmerende anarkistiske
tone er det oven i købet blevet ganske flot. Syng
bare med igen næste gang.
