Albummet, der udsendes 14. marts '25, rummer 13 sange, der hver især sætter fokus på tidens udfordringer, livets uforudsigelighed og de store, vigtige øjeblikke, der former os
Med en karriere, der strækker sig over fire årtier, har TV-2 altid været skarpe observatører af samfundet. Deres tekster rummer både humor, eftertænksomhed og et kritisk blik på den tid, vi lever i. Det nye album er ingen undtagelse. Med 13 sange sætter TV-2 igen musik og lyrik til mange af de spørgsmål i tilværelsen, som vi stiller os selv - og hinanden.
Albummet byder på en række stærke tekster, der behandler alt fra politiske prioriteringer til personlige refleksioner over livets gang. Åbningsnummeret "De græder i Jylland" stiller f.eks. skarpt på proportioner – eller mangel på samme. Den kontrasterer milliardstore erstatninger til få minkavlere med relativ beskeden nødhjælp til millioner af sultende børn og viser med et klassisk TV-2 greb, hvordan samfundets prioriteringer kan virke absurde.
I sangen "Bob Dylan i en port" reflekteres over hvorfor vi gør, som vi gør? Og hvem er vi egentlig? Det er spørgsmål, der går igen på flere af albummets sange. "Vandet i vandhullet" er måske albummets mest dystre nummer – en advarsel om den globale klimakatastrofe, der udspiller sig lige for øjnene af os. Teksten trækker tråde fra fortidens hungersnød og tørke af bibelske dimensioner til nutidens menneskeskabte forandringer.
Men TV-2 er ikke kun kritik – der er også plads til lys og optimisme. "Tak, Rebecca" er en hyldest til ungdommens livsglæde, og "Kys din kæreste på rejsen" handler om at værdsætte de øjeblikke, der skaber minder for livet mens sangen "Sol i hver eneste sommer" tager udgangspunkt i Sigfred Pedersens klassiker og genfortolker dens budskab om at finde håb og lys, selv når livet føles tungt.
Afslutningsnummeret "Fra nu af" indrammer albummets overordnede tema: at stoppe op og gøre status. Hvordan har vi det egentlig, når vi kigger tilbage? Og hvad gør vi nu? "Som Om Vi Ikke Har Mere At Sige" er endnu et vidnesbyrd om, hvorfor TV-2 stadig er mere relevante end nogensinde før. Med nye sange, der både afspejler samfundet og individet, viser bandet, at de stadig har meget mere at sige og meget mere at give deres publikum!
Koncerter
Dokumentar
Ud over nyt album og tre store koncerter udkommer
en ny dokumentar med titlen "Kys Det Satans Liv" Dokumentaren giver et hidtil uset indblik i TV-2’s historie gennem unikke arkivoptagelser og nye perspektiver, der dykker dybere ned i bandets univers end nogensinde før.
Dokumentarfilmen har premiere på CPH:DOX den 24. marts 2025 i Bremen Teater i København. Derefter vises dokumentaren i Kalundborg i Kino – Den Blå Engel den 28. marts, Grand Teatret i København den 30. marts samt i Cinemateket hos Det Danske Filminstitut i København den 31. marts.
Mandag den 31. marts viser TV2 Charlie dokumentarfilmen kl. 20.40 (efterfulgt af TV2 live fra Smukfest 2022).
1. De græder i Jylland
2. Tak Rebecca
3. Som om
4. Kys din kæreste på rejsen
5. Sol i hver eneste sommer
6. Bob Dylan i en port
7. Én mand – sulten
8. Åben din dør
9. Drømmene tilbage
10. Tal til mig nu
11. Vandet i vandhullet
12. Jeg skulle have været din sommer
13. Fra nu af
– Albummet er tilgængeligt på cd, vinyl og
streaming.